Teoretisk ståsted

Teoretisk ståsted

Psykoterapi består af nærværende og omhyggelige samtaler hvor fokus ligger på at italesætte, forstå og arbejde med de tanker, følelser, handlinger og hændelser, der skaber dit besvær og som forhindrer dig i at udfolde dig i dit liv.

Jeg er inspireret af en eksistentiel psykodynamisk tilgang, der drejer sig om livets grundvilkår. Formålet er, at du opnår at blive bevidst om, hvorfor du ser og opfatter dig selv, som du gør. Jeg ønsker at kunne støtte dig i at kunne forholde dig ansvarligt og kærligt til dig selv, til de mennesker du omgås og til de valg du tager i dit liv. Dette på en måde hvor du formår at leve i overensstemmelse med det menneske du er.

Herudover læner jeg mig op ad gestaltterapeutiske og oplevelsesorienteret metoder med vægt på almen psykologi. Det vil sige at jeg i terapien lægger vægt på det at opleve og udtrykke følelser, reaktioner, og potentialer, der er blevet undertrykt og kan ligge i din underbevidsthed. Jeg arbejder med bearbejdning af fortiden, men samtidig finder jeg det meget vigtigt at have fokus på justeringer af nutiden og fremtiden.

Jeg arbejder derfor også ud fra en ressourcebaseret tilgang, hvor målet er at styrke de stærke sider så handlemuligheder udvides.

Jeg udvikler mig løbende som min uddannelse til psykoterapeut skrider frem. Uddannelsen er en 4-årig evalueret uddannelse, som giver ret til optagelse i Dansk Psykoterapeutforening og den beskyttede titel Psykoterapeut MPF.

For mere info om denne titel følg linket: Hvad betyder titlen 'psykoterapeut MPF' ? – Dansk Psykoterapeutforening